Albani

retrokampagne 2015

Denne case omfatter:
Activation, Outdoor, Print, Sociale medier, Web

Udfordring

“Albani ligger i Tværgade lige midt i Odense. Her har vi brygget øl siden 1859. Og det bliver vi ved med. Vi brygger den øl, som din oldefar nød med naboen i kolonihaven, og måske din mormor stod ved et af vores samlebånd, da hun var ung.”

Selvom der ikke er nogen i Odense, der ikke kender Albani, så har forbrugerne mistet lidt af det stærke tilhørsforhold og den oplevelse de har med Albani. Dette forhold skal genoplives, og stoltheden skal tilbage.

Rammefortælling

Det blev derfor besluttet, at hele kampagnens omdrejningspunkt skulle være Albani’s historie og stærke forankring i Odense – og ikke mindst Odenses indbyggere gennem tiden. Odenseanerne skal mindes om historien og de oplevelser Albani har været en del af sammen med byen. Som Odenseaner og fynbo vil Albani altid være en naturlig del af opvæksten, og sådan har det altid været.

Albani har tre store varianter, Odense Pilsner, Classic og 1859. Odense Pilsner oplever de største udfordringer i målgruppen, og derfor er det valgt, at denne skal være centrum for kampagnen.

Proces

Med hjælp fra Stadsarkivet i Odense Kommune fandt vi frem til en række billeder fra Odense centrum i årene 1940 til 1970. Billeder, som skulle danne rammen om hele kampagnen.

Eksekvering

Der er høj eksponering via outdoor i bybilledet, og derfor blev dette valgt som primært medie til kampagnen. Samtidig støtter outdoor optimalt op om hele kampagnens visuelle hovedelement; fotografier fra Odense midtby gennem tiden.

Med hjælp fra AFA lykkedes det at aktivere lokationsbestemte abribuser i Odense og omegn, så vi kunne vise et billede af Odense fra ”gamle dage” i nutidige omgivelser, og med Odense Pilsner afbilledet med etiketten fra det samme årti. Det giver mulighed for, at forbipasserende kan stoppe op og tage et blik på fortiden og nutiden på lige nøjagtig det sted, hvor de befinder sig.

Reklamefilm

Kampagnen skulle selvfølgelig også vises i biografen, på tv og online, så der blev udarbejdet et storyboard, som filmholdet kunne bruge som manus, når produktionen skulle sættes igang.

Behind the scenes

I starten af maj måned indtog hele filmholdet Lørups Vinstue i Odense, som på forhånd var blevet udvalgt blandt Odenses mange klassiske beværtninger, som location for filmen.

Der blev sat kulisser op og båret masser af Odense Pilsner ind. Enkelte stamkunder fungerede som statister i filmen og fik en uforglemmelig dag.

Efterfølgende blev filmen klippet, redigeret og colorgradet. Til sidst tilføjes speak og underlægningsmusik.

Elementoversigt

Kampagnen blev fulgt op på albani.dk, hvor brugerne kunne indtaste deres eget fødselsår og se, hvordan en Odense Pilsner så ud dengang, de selv blev født, og tilmed få nogle få facts om det specifikke årstal. Desuden blev der udarbejdet en Odense Quiz – der lever både digitalt og fysisk, hvor mere end 100 kort med spørgsmål om Odense og Albani kan findes på Odenseanske beværtninger og på Albani’s hjemmeside.

elementer_1

Hvad synes du om denne case?